Mika Rünitz klar til første DM i OK Junior

OK Junior-feltet til dette års DM kører ikke bare om den danske mesterskabstitel – de kører også om en betalt tilmelding til VM i OK Junior, som skal køres senere på året i Italien. Men inden VM, så venter der et spændende opgør om DM-titlen i Ikast, hvor én af klassens nye og spændende navne er Mika Rünitz.

BGK-køreren rykkede op i OK Junior i år, og har vist flotte takter i sæsonens første halvdel, hvorfor Parolin-køreren også kommer til DM i det midtjyske som førende i den svenske OK Junior.

Mor Tajanna Rünitz lægger imidlertid vægt på, at det faktisk ikke er en ulempe at være blandt de yngste i klassen.

– Mika er næsten altid yngst, når han rykker en klasse op, men det ser vi kun som en fordel, for så er der ikke noget forventningspres at køre rundt med – og det gør vi i det hele taget en stor dyd ud af, at han kører uden. Vi venter os at han gør sit bedste, og så må vi lade løbet på dagen tale sit eget sprog. Vi har kørt en del i den svenske serie i år og med det niveau OK Junior holder sig på de kanter, så kæmper man virkelig hårdt for sagen hver gang, forklarer hun og tilføjer:

– Vi ved ikke, hvordan det rækker i Ikast, men vi ser frem til en weekend med skarp konkurrence, og det er jo til syvende og sidst dét man bliver god af, konstaterer hun.

Godt at vide

DM i Karting – DIF DM køres i Ikast den 11-13. august – og tæller foruden OK Junior og OK-klasserne også Mini 60 for de yngste samt gearkarterne KZ2, samt et visit af Rotax E20, som er på el.