Matteis Stigsen ser frem til titelkamp i Mini 60

Årets DM i karting bliver en mesterskabsweekend med tætte dueller for alle aldersklasser. Og Mini 60-klassen er så absolut ingen undtagelse. 20 kørere til start, og en hel stribe af klassens navne har markeret sig i både ind- og udland i løbet af denne sæson.

Ét af de navne, der har gjort sig bemærket i klassen særligt øst for Øresund er Matteis Stigsen. Vojens-køreren kommer til DM i Ikast efter en super stærk første halvsæson i den svenske Mini 60-serie, og i Kart Republic-lejren bliver der set frem til weekenden i spænding, fortæller Jonas Stigsen, far til Matteis.

– Vi ser altid frem til et DM! Der er så mange ting i spil til et løb som det, men omvendt er det også ét, han altid er meget opsat på og stræber efter. Det er altid en stor drøm at jagte titlen som dansk mester, siger han og tilføjer:

– Man kan så med rette også sige, at vi har været tæt på et par gange – men DM har altid snydt os. Vi har kørt det tre gange og fået to andenpladser, og sidste år i Roskilde var han i front i prefinalen, da han blev sat af på sidste omgang og startede bagerst til finalen. Så det er nok ikke helt ved siden af at sige, at vi er klar på at jagte en revanche – men vi ved omvendt også, at det bliver en benhård konkurrence, forklarer Jonas Stigsen.

En ny bane

Banen i Ikast er til gengæld ikke hjemmevant territorie for Mini 60-feltet – og det er én af de faktorer, som Stigsen-lejren venter i spænding på at blive lidt mere dus med, siger han:

– Ikast er lidt en speciel bane for os, for vi har faktisk ikke rigtigt været på den. Den bruges rigtig meget til Rotax’ løb, men for os i Mini 60 er det lidt en anden verden, og det er ikke et sted vi har de helt store erfaringer i bogen. Men når det er sagt, så tager vi opgaven som den kommer – det er jo en bane som alle andre. Der er en fantastisk weekends ræs i vente for os alle, for Mini 60 har rigtig mange stærke navne med, og jeg er ikke i tvivl om, at der bliver en vild kamp om det deroppe, afrunder Jonas Stigsen.

Godt at vide

DM i Karting – DIF DM køres i Ikast den 11-13. august – og tæller foruden OK Junior og OK-klasserne også Mini 60 for de yngste samt gearkarterne KZ2, samt et visit af Rotax E20, som er på el.