Rasmus Vendelbo melder klar til DM i KZ2 på hjemmebane

Rasmus Vendelbo har rettet sigtet efter en lidt ny disciplin til dette års DM i Karting – DIF DM Ikast 2023. Silkeborgenseren slår vanligt sine folder i Rotax’ gearkarter, DD2, men er i dette års DM-weekend klar til at jagte titlen i en anden type gearkart, nemlig FIA’s KZ2’ere.

Det er imidlertid ikke første gang for Vendelbo i KZ2 og den officielle DM-weekend. I fjor kørte han også DM-weekenden, men havde blandet held efter ellers at have vist skarpe takter. Derfor er målet også klart – der skal revanche til.

– Jeg er spændt på at komme ud i KZ2’eren igen. Jeg render en del sammen med Rasmus Haugaard og Eddie Le Fevre, og de er stærkt medvirkende til at det her program kom på plads. Jeg kørte DM sidste år og har i år kørt en enkelt omgang Jydecup i den, så det er spændende at være tilbage, forklarer han.

Trioen har efterhånden dannet parløb i nogle sæsoner, og det blev starten på en ny satsning for den garvede Rotax-kører:

Jeg har kendt Rasmus og Eddie i mange år, så man kan vel kalde det en naturlig udvikling på sin vis. Det endte først med, at de fik mig lokket ud i at prøve en KZ i Italien, og så har det været et projekt lige siden. Det er dog mit eneste skud i KZ i år – jeg har resten af DD2-sæsonen i Danmark og her i uge 30 skal jeg til Le Mans for at køre Rotax International, så der er uanset en travl sommer i gang. Og så skal der nok ske noget mere senere på sæsonen, men det kan jeg ikke røbe mere om endnu, siger Rasmus Vendelbo hemmelighedsfuldt.

Sidste års DM-kampagne kom flyvende fra start, for Vendelbo var i spidsen i tidtagningen, men heatene haltede lidt på starterne, og efter at være blevet kørt af banen i starten af prefinalen fik han kørt sig frem igen i finalen og endte med en sjetteplads som facit.

Metaljagt på hjemmebane

I år skal der til gengæld metal til – det er målet for Vendelbo, der samtidigt tager kampen op mod landets bedste kørere på hjemmebanen i Ikast ved dette DM.

– Ikast er jo min hjemmebane, så jeg satser på at tage tidtagningen igen, og så må resten følge efter. Det er selvfølgelig en lille fordel med DM på hjemmebane, men Ikast er omvendt ingen mega teknisk bane, så jeg tror desværre ikke erfaringen gør en helt så stor forskel igen – men man har jo lov at håbe, det kan give lidt, siger han med et smil.

Opgaven er til gengæld én, som midtjyden ser frem til ved DM i Karting – DIF DM Ikast 2023:

– At køre KZ er jo en lidt anden kart. Den har flere gear og der er mere at holde styr på undervejs. Det kræver bestemt en smule tilvænning, men jeg tror det bliver kanonsjovt. At vi så samtidigt kan få DM til min hjemmeklub i Ikast er bare stort – det er jo dét ene løb, hvor man kan gå efter titlen, så der kommer masser af kørere og alle giver den alt hvad det kan trække. Det skal nok blive en fed konkurrence, afrunder han.

DM i Karting – DIF DM Ikast 2023 køres den 11-13. august hos Midtjysk Karting Klub i Ikast. Stævnet afvikles af Danmarks Automobil Sports Union i samarbejde med Danish Karting League.